Min proces.

 

Jeg har været der.

Der, hvor livet gjorde ondt. Der, hvor jeg ikke kunne magte mere. Der, hvor alt var uretfærdigt. Der, hvor livet ikke gav mening. Der, hvor dyb kærlighed gav mig håb. Der, hvor jeg forstod, at sorgen var en vigtig byggesten til min forståelse af livet. Der, hvor jeg skulle have mod, så smerten endelig kunne blive healet. En healende proces, som åbnede mig og gav mig en ny bevidsthed.

Der, hvor jeg forstod at Universet rummer alt, at alt er energi, at alt kan forandres.

 

Jeg havde en tryg og kærlig barndom. Mødte min mand og fik 3 børn med ham. Så kom den første store smerte i mit liv, da vores ældste søn døde. Jeg tror ALLE følelser var i spil med hans sygdom og død – angst, opgivelse, mod, utålmodighed, kærlighed, lykke (når der et øjeblik var håb), vrede, afmagt, skyld, sorg ……..

Heldigvis var der 2 dejlige drenge, som trængte til en mor, der kunne give dem tryghed og glæde.  Mange år gik med at bearbejde og heale sorgen og hjælpe mine børn gennem deres sorg over at have mistet en elsket storebror.

 

Min anden store sorg kom, da min mand pludselig døde i et trafikuheld. Lige den dag, var jeg blevet færdig med min første bog - en fortælling om en mors sorg. Alle følelser vendte tilbage, og jeg stod igen i en kæmpe sorg. Nu var mine børn voksne og et par børnebørn kommet til, og vi oplevede alle sorgen, men genkendte alle følelserne, så på en måde var det lettere denne gang, selv om man aldrig bliver mester i at miste.

Meget kort tid efter mødte jeg min nuværende mand. Det var som om, Universet sørgede for, at vi skulle mødes. På en sjælerejse har jeg genoplevet, at vi har levet sammen i et tidligere liv, så det var et glædeligt gensyn at mødes i dette liv.

 

Jeg har mange gange fået overbragt beskeder og viden fra Universet. Jeg har lært at stole på min intuition og bruger det hver dag. Når jeg skriver, oplever jeg ofte, at ordene næsten skriver sig selv.

Gennem årene har jeg fået indsigter, der har gjort en forskel i min forståelse. Jeg fandt ud af meningen med livet – og med døden. Gennem min proces har jeg fået en højere bevidsthed om de healende energier, som kan bruges til at åbne for nye ting i underbevidstheden. Det bruger jeg, når jeg hjælper andre videre i deres proces.

 

Det højeste mål er at blive bevidst om sig selv og det, der sker i livet. De fleste oplever smertelige ting i livet. Det er nødvendigt at have mod til at se de smerter i øjnene for at kunne heale/forløse dem. Nogen gange ligger smerten underbevidst i lang tid, indtil man er klar til at få det healet.

Når vi får klarhed, kan vi meget bedre navigere i livet.              

                                                                                                              

©  Helle Odder